Om - ALICESGALLERY_2025

Gå til indhold

Hoved menu:

Om

 


Medlem af:
Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening
Kunstnerforeningen 18. november

Jeg har en baggrund som tegner og illustrator. Jeg startede tidligt som barn med at tegne og er aldrig holdt op.
Jeg debuterede i 90 på Ekstra Bladet som en af freelancerne på den journalistiske tegning og herefter fortsatte jeg med tegninger og illustrationer for diverse tidsskrifter, blade og bøger.
Siden starten af 90’erne har jeg også udtrykt mig gennem malerierne, og har været tilknyttet og har udstillet i forskellige gallerier i København og Odense siden 97.
Min inspirationskilde har altid været mennesker og deres livsbetingelser, skæbner, deres ansigter, udtryk og de historier, der er aftegnet i deres ansigter og kropssprog.

Mine billeder fortæller om livet, og de er en slags øjebliksbilleder af sindets forskellige tilstande og stemninger – erindringslag og lagrede oplevelser – en sammensmeltning af drøm, fantasi, fortid og nutid i det ubevidste. Vi er hele tiden på vej fra en tilstand til en anden, og vi forandrer os konstant og transformeres hele tiden til noget nyt, fordi vi aldrig befinder os på samme sted. Billederne handler dels om relationerne mellem mennesker, og dels om det angstbetonede i at overskride nye grænser i livet – om at befinde sig i spændingsfeltet hvor der tages nogle afgørende skridt fra én tilstand til en anden og om at lægge noget af sin fortid bag sig og tage skridtet hen imod noget nyt.
Tidsfornemmelsen er ligeledes en faktor i motiverne – tidsfornemmelsen, som opstår når vi oplever suset af eksistens i rum og tid – og som får et strejf af vemod, når vi erkender al tings flygtighed og vores egen kortvarige eksistens.
Billederne handler også om modsætninger. Modsætninger mellem barnets verden og voksenlivet, mellem passivitet og aktiv handlen, mellem livsangst og forløsning og mellem fornægtelse og selverkendelse. Universelle temaer og sindstilstande, vi alle kender til, formidlet med eventyrets og fantasiens poetiske optik.

Alice Snerle Lassen


 
 
 
 
 
 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu